Sådan forklarer du privatøkonomi til Snapchat-generationen

Unge mennesker har i dag fokus på alt, der foregår på de sociale medier, og derfor har mange af dem svært ved at se længere frem end deres næste Snapchat-story eller Instagram-post.

Så hvordan får vi bedst sneget ind i hovedet på dem, at deres økonomiske fremtid afhænger af mere end det rigtige filter og de mange likes?

Vi underholder, mens vi underviser! Det må være nøglen til den generation, der allerhelst vil sende billeder af sig selv, mens de er forklædt som hund, ik?

Klokken ringer ind til undervisning

For at kunne undervise generationen, som er vokset op med ansigtet ind i en skærm, så nytter det ikke noget at bruge vendinger som ’knæhøj karse’ og ’kodylt’. Du må være helt opdateret på de ungdommelige termer – og så handler det ellers bare om at komme med dine bedste økonomi-råd!

Selvom din teenager ikke nødvendigvis betaler sine egne regninger – endnu – så kan det godt betale sig allerede nu at vise dem, hvordan et budget kan se ud, og hvor mange penge de uundværlige ting som mobilabonnement og internet egentlig koster. Af samme grund kan du overveje, om du kun skal give lommepenge én gang om måneden, så de vænner sig til at skulle vente på, at der igen er penge at spendere.

På den måde er de med garanti også mere tilbøjelige til at følge et budget – og her er det nok en god idé at medregne, hvor meget der er tilbage til sjov og ballade. Glæden ved budgetter kan nemlig være svær at få øje på, hvis ikke man har fokus på det, der tiltaler allermest!

Når det er sagt. Lommepenge er fint, især hvis du har en nyudsprunget teenager, som ikke har en alder, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Men det er vigtigt, du sørger for, at dit barn får sig et fritidsarbejde, inden de lander i 20’erne, skal på arbejdsmarkedet og er helt grønne. Så gør du både dig selv og dem en tjeneste – i stedet for at gøre dem en bjørnetjeneste hele deres liv, så de aldrig ved, hvad det vil sige at yde, før man kan nyde.

Når det kommer til indkøb, er der to gyldne råd, som er guld værd at give videre til generationen efter dig. Først og fremmest vil dine teenagere elske dig for det bedste spare trick i bogen; indkøbslisten. At kunne følge en indkøbsseddel uden at lyst-købe, det er en bedrift i sig selv! Dernæst bør du præsentere dem for den videnskab, det er at opsamle tilbud. Og ikke kun tilbud fra én tilbudsavis – men fra alle 10!

De her tricks kan ungdommen ikke andet end at elske – de ved det bare ikke endnu!

Til sidst er den svære opgave. At forklare ungdommen om lån – og hele sandheden derom. Sandheden om lån er f.eks., at der måske ikke altid er behov for at låne penge, men en gang imellem kan det være den helt rigtige beslutning. Du er dog også nødt til at forklare dem, at der er en risiko, hvis de ikke betaler tilbage – RKI-gruppe. Der kan du hurtigt forklare dem, at det ikke er det samme som at være med i den populære klike henne på skolen…

Mon ikke Snapchat-generationen nu forstår lidt mere om, hvad det vil sige at have styr på sin privatøkonomi? Det tror jeg på!

Kilde: Moneezy.com